Viser opslag med etiketten anjoe - madopskrift. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten anjoe - madopskrift. Vis alle opslag
søndag den 30. september 2012
IKKE AT JEG TROR SÅ MEGET PÅ DMI...
...men jeg satser på at lave en god, gammeldags oksekødssuppe på torsdag, alt imens regnen skulle sjaske ned. Selve suppefonden (hedder det vist) ligger parat i fryseren, men der skal laves kød- samt melboller og desuden ordnes velegnede suppeurter :)
Det er nogle måneder siden at jeg lavede sprængt oksespidsbryst, som blev kogt med løg, selleri, porrer og gulerødder. Kødet smovsede Rimkogeren og jeg efterfølgende med kartofler, gulerødder, rosenkål og peberrodssauce som tilbehør. Vi prøvesmagte suppen, og mums hvor var den god, ja vi kunne have slubret den i os lige på stedet!
Nu skal det være - på torsdag forstås. Ligesom ovenstående var min debut udi sprængning af kød, så kommer samme til at gælde melboller. Vandbakkelsesdej har jeg lavet masser af gange, og opskriften skal blot tilføjes lidt salt, men dejen kræver en vis fasthed, hvorfor jeg nok må piske æggene sammen forud og tilsætte dem lidt efter lidt. Det bliver spændende, men mislykkes projektet, er det kun mig, der vil græde salte tårer, for Rimkogeren er ikke meget for melboller...
fredag den 7. september 2012
FEDTFATTIG TÆRTEDEJ - OG HURTIG AT LAVE...
2 dl hvedemel - 2 dl fuldkornshvedemel eller grahamsmel - 1 tsk. salt - 2 tsk. bagepulver - 3 spsk. olie - ca. 1 1/2 dl mælk.
Bland de tørre ingredienser til dejen. Tilsæt olien og mælken og saml dejen. Lad den hvile, mens fyldet laves!
Fyldet, ja der kan vel siges at være frit valg fra alle hylder... Min her viste bestod af finthakkede løg, gulerødder skåret til smalle stave, og så en portion ærter samt nogle små tern brieost. Disse herligheder blev vendt i 4-5 sammenpiskede æg sammen med salt, peber plus en smule oregano.
Dejen trykkes ud i en (smurt) tærteform, 24-26 cm, fyldet fordeles, og tærten bager 30-40 minutter ved 200 grader.
Jeg serverede tomater og rejer til; sidstnævnte synes jeg bliver kedelige af at blive bagt med som fyld, minder om min barndoms dåserejer, hvorimod fine strimler laks og/eller hellefisk lagt på tærtebunden er mums :) Men for alle 3 slags skal huskes, at æggemassen ikke skal ha' for meget salt!!
Porrer, majs, rød eller gul peberfrugt, rosenkål, selleri m.v. kan selvfølgelig ditto benyttes, og skal den fedtfattige linie holdes rimeligt, brug da 3 æg, 200 g hytteret samt 100 g reven smagfuld, men mager ost.
Personligt er jeg ikke pjattet med desserttærter, men mon ikke dejopskriften kunne bruges, hvis saltet blev udskiftet med noget sukker?
Abonner på:
Opslag (Atom)