søndag den 12. oktober 2014

HVAD FEJLER JEG SÅ...

...jeg har ikke lungekræft, men KOL.
Da jeg i maj måned blev indlagt - for første gang i mit liv - havde jeg i ugerne forud fået nogle af de samme symptomer som tilbage i 2011, megahævede fødder og underben, madlede, søvnproblemer samt svært ved at skelne om jeg var vågen eller drømte. Tilmed fik jeg vejrtrækningsproblemer, så samme dag, som jeg havde skiftet læge, kom han på hjemmebesøg, mente at jeg straks skulle indlægges, men jeg besluttede at vente et par dage; ville lige "vænne mig til tanken" samt få pakket de ting, som jeg mente skulle med. Fik ordineret vanddrivende piller plus nogle for lavt kalium i blodet. Mandag formiddag blev jeg hentet af Falck, og efter halvanden times venten på skadestuen blev jeg i kørestol trillet til Akut 3, senere til lungemedicinsk afdeling, hvor jeg lå, hmm, et par dage... Hmm'et dækker over, at jeg ikke drev den af; først til røntgen, senere CT-scanning, da man havde mistanke om, at jeg havde fået en blodprop i den ene lunge. Det var heldigvis ikke tilfældet! Afsted til ultralydsscanning af hjertet, og så var der jo de mange blodprøvetagninger, indsprøjtninger af alskens slags, overdrevet ja, men tiden ilede afsted, skal jeg love for. Heldigvis kunne jeg selv klare toiletbesøg, gående i Bo's havesko, da hans nummer passede til mine hævede fødder.
Fra lungeafdelingen overførtes jeg til hjertemedicinsk, hvor jeg fik hægtet mange dingenoter på min overkrop, så at personalet døgnet rundt kunne holde øje med min hjerterytme fra en computer; samme procedure gælder alle, der er indlagt på afdelingen. Udover de mange sædvanlige prøver m.v., var jeg fredet, lige med undtagelse af en langvarig ultralydsscanning. Underligt at kunne følge og høre hjertet på skærm, virkede alien-agtigt, hvorfor jeg lukkede øjnene en stor del af tiden, lyden var alt rigeligt :)
De mange oplevelser gjorde, at jeg torsdag bad om at tale med en læge, for da der ingen fare skulle være, ville jeg ha' lov til at tage hjem i weekenden, på eget ansvar, og det fik jeg lov til. Om aftenen fjernedes dimserne på krop og hånd, fik piller med til "ferien", og fredag inden frokost kom Bo og hentede mig. Herligt at komme hjem, og Frederik var så glad, at jeg desværre måtte lægge en dæmper på ham, da mit helbred ikke var til, at han sprang op, en ting han aldrig havde gjort før...
Mandag kørte Bo mig tilbage; ankom kl.10 som aftalt og fandt en stuekammerat siddende i den åbne tv-stue tæt ved vores stue. Hun havde været hjemme for første gang i 7 uger, puhha, og kunne meddele, at vores stue var indtaget af nye patienter, afdelingen havde haft en meget hektisk weekend, og endnu havde man ikke fundet plads til hende og mig. Kort tid efter kom en sygeplejerske med mine toiletartikler, som jeg havde haft liggende på mit bord. Skabet havde man ikke tjekket, så Bo måtte spørge "arvtageren" om at få lov til at se efter mine undertrøjer og sokker. Jo, jeg havde under indlæggelsen mit eget tøj på, farverige undertrøjer, ternede dag/natbukser samt tennissokker, der var klippet op, så at de ikke strammede, og i øvrigt kunne "flipperne" bruges, hvormed jeg kunne løfte fødderne op fra gulv og til seng.
Efter et par timers venten sagde jeg til Bo, at han bare skulle køre hjem; vi kunne tale sammen senere, når en ny stue var fundet. En halv times tid senere kom en læge hen til mig og spurgte, om jeg vidste, hvad jeg fejlede. Ja, svarede jeg, min lungefunktion er ikke så god, og der er en forstørrelse på den ene af siderne på mit hjerte. Det bekræftede han og meddelte, at det betød, at jeg kunne forvente, at vand i fødderne sikkert ville opstå af og til fremtidigt. Her og nu kunne de ikke gøre mere for mig, så jeg ville blive udskrevet. Hallo, jubii, men en skam at han ikke var kommet, inden at Bo kørte. En sms røg afsted til ham, og efter at have været hjemme og lufte Frederik samt få sig en håndmad, kørte han atter afsted. Jo, jeg kunne ha' fået Falck til at transportere mig, men hvornår, og jeg var meget træt af at sidde i den kørestol, som Bo havde trillet mig op i, men jeg turde ikke "slippe" den, da der er mangel på disse køretøjer, og hvis den nye stue lå i modsat ende af gangen, ville jeg ikke kunne gå dertil, end ikke med støtte fra en rolator, sådan en sag lånte jeg med hjem.
Et par dage efter hjemkomst googlede jeg på gangstativer, fandt efter lang jagten det ønskede og købte 2. Ikke at de skulle bruges som navnet indikerer, men til at jeg uden hjælp kunne rejse mig fra sofa og til brug på toilettet, når jeg skulle sætte eller rejse mig. De hævede fødder gør, at jeg for at kunne rejse mig, må have hænderne i forskellig højde, f.eks. højre hånd på sofa og venstre på en 15-20 cm højere, solid tingest. Tværstangen var en tyk moppert, modsat andre gangstativer, hvor det er en tynd. Desuden søgte jeg efter en rolator, for den lånte skulle jo retur senest et par måneder efter, og da den ville være nødvendig på indkøbs- og oplevelsesture, når fødderne driller, måtte jeg eje en. Bingo, hos Harald Nyborg fandt jeg en hvid model med et solidt sæde, og den er tilmed lavet, så at den kan bruges som kørestol. Denne funktion afprøvedes første gang, da Bo hentede mig ved seneste indlæggelse, for det var umuligt at skaffe en kørestol.
Da en rapport fra Nykøbing F var at finde på min sygejournal, viste sproget sig at være fagligt, så jeg fattede ikke meget. Bo fik oversat en del ord via google, og pludselig kunne han meddele mig, at jeg havde KOL. Nåh, lød min kommentar, det må da være i meget mild grad; en mening jeg ikke ændrede efter at have læst flere hundrede sider på nettet. En ting undrede os meget, og det var, hvordan man havde fundet frem til det resultat, uden at jeg havde lavet en eneste pustetest. Desuden burde jeg vel få medicin af en slags, men det eneste jeg ordineredes var at fortsætte med de vanddrivende piller.
Nåh men efter få uger bedredes futterne langsomt, og jeg fik dermed mere energi. Trænede bedst muligt på den lave stepkasse, som Bo havde lavet til mig, og lavede andre benøvelser. Det er et tungt arbejde at slæbe rundt med 3-4 kilo! Bagning og lidt madlavning samt rengøring kom på programmet, og det var en stor fryd, da jeg første gang droppede rolatoren på en udetur, det den 16.august; gik rundt på torvet i Maribo en times tid og kikkede på motorcykler, ja jeg fik sørme også fotograferet.
Samme dag som vi fejrede Frederiks 6 år hos os, fik jeg ud på aftenen en sindsyg kløen, der skiftede "holdeplads" efter et par timer hvert sted. Næste dag fortsatte det, og via google fandt jeg ud af, at det var nældefeber, så Bo afsted til apoteket efter et noget kløedæmpende, og sikke en ro, der kort tid efter indtagelse af første pille, kom. Men min vejrtrækning, som dagen før pludselig blev anstrengt, fortsatte, og de sidste 9 dage af august var en blandet landhandel af dårligdomme, hosten, madlede i hidtil ukendt grad, dårlige nætter, og en enkelt dag sov jeg sammenlagt i 19 timer. Derfor var det klart, at jeg mandag den 1.september ringede til min læge, han kom ved 17-tiden og mente, at jeg straks skulle indlægges, men "kloge" mig ville vente til næste formiddag, hvilket dog ikke holdt. Læs Rimkogerens/Bo's kommentar i mit indlæg i går.
Efter få dage på intensiv overflyttedes jeg til lungemedicinsk afdeling, fik ilt af og til, forskellige mund/næse-masker med ligeså forskelligt indhold til gavn for min lungefunktion. KOL nævntes, men først tirsdag i uge to på sygehuset kom jeg til en test, og den slog fast, at KOL var rette navn. Torsdag fik jeg demonstreret 2 inhalationsprodukter, som fremtidigt skulle/skal bruges, og fredag blev jeg udskrevet. Dejligt atter at være hjemme, men ret tomt uden Frederik, må indrømmes. Heldigvis havde jeg haft en uge til at vænne mig til tanken, og helt klart har det været en hjælp, at Bo og jeg traf beslutningen for hundens skyld.
Kort efter flytning til lungemedicinsk hævede mine fødder, og da man desværre havde sat dimser på min højre hånd, min stærkeste, men dog svag, kunne jeg ikke rejse mig fra stolen uden hjælp, samme på toilettet, og i øvrigt måtte jeg have hjælp til at blive vasket alle de første dage. Kunne desuden ikke stå op i mere end et par minutter ad gangen, førend de sidste dage, hvor jeg futtede rundt med et gammelt gangstativ med knirkende jernhjul, men logisk nok ingen bremse.
Dagene med madlede, derefter respiratorføde, og så den alt i alt kedelige hospitalsmad havde fået ekstra kilo til at rasle af mig, og dermed muskelmassen ditto. Godt at Bo medbragte nødder, lakridskonfekt, Princerollen, chokobarer m.m., og at personalet sørgede for flere forskellige sødedrikke plus muffins, marcipanbrød og småkager én masse. Disse gjorde sammen med det daglige morgenmåltid, en stor portion havregryn med cornflakes, mælk og sukker, at jeg ikke skrumpede helt ind. Herhjemme prøver vi på bedste vis at få vægtnålen til at ramme højere tal end de 42,6 kilo, som jeg vejede den 22. sidste måned, da mine fødder at var blevet normale. To kilo er kommet til, men jeg spiser og drikker altså næsten også kun de ting, som normalt er fyord :)
To dage efter hjemkomst begyndte jeg selv at lave morgenmad og frokost, måtte benytte rolator i huset, men den blev arbejdsløs efter 6 dage, dog endnu ikke når jeg færdes ude. Træner egne bøffer op med stepkasse, håndvægte og gymnastikøvelser.
Sikken en svada; nu trænger jeg til en stor portion is...
NB. Nej, jeg fortryder ikke de mange års tobaksrygning!

12 kommentarer:

Per Teilmann sagde ...

Uha uha da for en tur.
Ikke et ord om rygning ... til gengæld de allerbedste ønsker om god bedring :-D

Lone sagde ...

Sikke en omgang, kan kun ønske god bedring og ikke et ord om rygning herfra.

Annemor sagde ...

Ikke et pip om røking herfra heller, men det var et svare kjør, forstår jeg.
Mange gode ønsker om fremgang og bedring og noen klemmer :)

Margrethe sagde ...

For pokker en omgang - godt du er godt hjemme og har det bedre :-)
Ønsker dig rigtig god bedring -
Håber vejret er bedre hos jer end her, hvor det har regnet stort set hele dagen, rigtig efterårsvejr :-)

anjoe sagde ...

Tak for Jeres kommentarer; hvad rygning angår ved jeg ikke, hvorfor ordet ikke må nævnes???
Til Margrethe: Vejret her på Midtlolland var ditto årets første, rigtige efterårsdag, men da den samtidig var Bo's og min 30 års bryllupsdag - 2 år og 1 måned efter vores første møde, så blev dagen dejlig :)
Og til alle,der læser uden at kommentere; mit helbred bliver bedre og bedre...

Helle K. sagde ...

Sikke en omgang du har været igennem.
Godt, at de har fundet ud af, hvad du fejler, så du kan få den rette behandling.
Min svoger har kol og det er altså ingen dans på roser. Men med den rette behandling, så går det. Han har haft det i mange år efterhånden.
Du ønskes det bedste.

Birgitte sagde ...

Har lige læst din lange beretning, lyder ikke godt 😒
Håber du hurtigt får det lidt bedre og får taget lidt på i vægt.
Min mand har også KOL men klarer sig fint på sin medicin, godt du træner det har stor betydning 😀
Hils din husbond og nyd det gode efterårs vejr 😊
Knus herfra Birgitte

anjoe sagde ...

Kære Helle & Birgitte. Tak for Jeres kommentarer. KOL er helt klart ikke til at spøge med, så selvfølgelig håber jeg, at min nuværende tilstand holder længe; har hverken hoste eller pludselige vejrtrækningsproblemer!

Deborah sagde ...

Sikke noget! Uanset, om du fortryder eller ikke, så ændrer det jo ikke noget. Forhåbentlig kan din fortælling virke afskrækkende på nogen, der måske holder sig fra at begynde.

anjoe sagde ...

Deborah, ja sikke noget!
Mine beretninger fortæller næsten intet om mig og min KOL. Dramatikken med respirator skyldtes ikke KOL, men mangel på behandling af den. I øvrigt tror jeg ikke, at skræmmekampagner hjælper...
Hav en dejlig uge, hvor dit helbred forhåbentlig vil drille mindre :)

Catherine (tidl perleslottet) sagde ...

Kære blogveninde.. var så glad den dag jeg fik mailen fra dig, havde været så altfor bekymret længe... Håber træningen går fremover og at du har det bedre eft. alt du har været i gennem. Tillykke med 30 års bryllupsdag. Tanker herfra Nord

anjoe sagde ...

Bedsteste Catherine. Tak for al din opmærksomhed, som bekræfter, hvad jeg fornemmede allerede fra starten af vores bloggerbekendtskab af år tilbage, nemlig at du er et kærligt og ærligt væsen; dyder jeg værdsætter højest :)
Og jo tak, det går stadig fremad med mig!