fredag den 9. november 2012

HVOR DYBT KAN MAN SYNKE...


Temmelig dybt, når man har 4 poter og hedder Frederik!!
Kort tid efter at vi havde adopteret Frederik - i 2008 - begyndte han at vise interesse for kaffe, og Rimkogeren gav ham en smule. Hurtigt blev det et ritual, at han dagligt scorede lidt kaffe med piskefløde i. Flere gange forsøgte jeg mig, men næh tak, kaffe med minimælk bekom ikke herren. Rimkogeren har prøvet at give Frederik af min, men han er ikke til at narre.
Om det skulle være abstinenser, der har fået vuffer til at ændre mening, ved jeg ikke, men her på 4.dagen uden Rimkogeren i hus, ja så fandt min kaffe nåde :)
Heldigvis går det endelig bedre med patienten, hvorfor vi forventer ham hjem i starten af næste uge. Inden da må jeg huske at få købt piskefløde...

4 kommentarer:

Inge sagde ...

Stakkels Frederik, at han skal nøjes på den måde, han savner både Rimkogeren og fløden.. Det er helt urimeligt.. :-)
Jeg håber Frederik snart får flokken samlet igen.

Anonym sagde ...

Når min mand er ude af huset, ser verer jeg heller ikke hundens mad i små enkeltbidder en for en. De ryger i skålen. :)
Men den får sin natmad: småkager. :D
Frem med piskefløden, do.
Kirsten

Rejen sagde ...

Åh stakkels Frederik at skulle synke så lavt at måtte nøjes med minimælk! Håber det går fremad med hans farmand og at du snart har Rimkogeren hjemme igen..;-D

Annemor sagde ...

Det er ikke greit å være liten hund, når ting endres og man ikke får sin kaffe med ordentlig fløte i.
Håper Frederik snart får sin ordentlige kaffe og at Rimkogeren er tilbake der han skal være.
Mandagsklem til dere alle tre.
Mormor